Den grundlæggende forudsætning - eller præmis om man vil - ved enhver oversættelse er vel at det kan lade sig gøre. Men hvad er det som kan lade sig gøre? Sigter oversættelse på at gengive originalen så loyalt så muligt, eller sigter oversættelse på at gengive originalen fuldstændig således at det kan siges, at der er tale om 100 % ækvivalens både i form og indhold og således at meningen overføres fuldstændig? Der kan vel ikke indvendes noget imod det første - at oversætteren er så loyal så mulig mod originalen - men hvis man mener at kunne gengive originalen fuldstændig i oversættelsen, så støder man alligevel ind i nogle helt fundamentale problemstillinger.

To ord der rimer på et sprog,
rimer jo ikke nødvendigvis
på et andet sprog

Oversættelse af poesi er et godt eksempel på en sådan problemstilling idet både form og indhold er uløseligt knyttet sammen i poesi. Hvordan er det f.eks. overhovedet muligt at opnå de samme konnotationer som et givent digt havde på originalsproget hos den målgruppe som læste det, og hvordan er det muligt at definere den samme målgruppe i kildesproget?

Tag f.eks. Shakespeares sonetter som jo (bl.a.) er kendetegnet ved at have et stramt kompositorisk princip i form af et bestemt antal linjer, en bestemt rytme og et bestemt rimmønster. Denne form skal så oversættes samtidig med at indholdet skal gengives, hvilket er en særdeles svær udfordring, hvis man sigter efter absolut ækvivalens mellem original og oversættelse. To ord der rimer på et sprog, rimer jo ikke nødvendigvis på et andet sprog, og rytmen i ord varierer også fra det ene sprog til det andet så der må prioriteres af oversætteren; form eller indhold - hvad er vigtigst hvis man ikke kan opnå begge ting.

Et andet problem opstår ved dekodning af en tekst: hvad handler teksten om, hvad har forfatteren ment og hvad var forfatterens intention med teksten? Hvis vi bliver ved Shakespeare så forholder det sig jo med ham - som med de fleste tekster - at de lærde (og andre) strides om fortolkningen; der er med andre ord uenighed om hvordan teksten skal dekodes. Så hvad skal oversætteren gøre, når den rette dekodningsstrategi skal vælges? Under alle omstændigheder må der træffes et valg, og hvordan ved oversætteren hvilket valg der er det rette, når nu der er uenighed om fortolkningen af en given tekst? Svaret er at oversætteren selv må fortolke og i denne proces går der uvægerligt noget tabt netop fordi der er tale om fortolkning og ikke en 1:1 overførsel.

Når alt kommer til alt drejer det sig om hvad enten mening er absolut og universel - hvorfor det så skulle være muligt at opnå fuldstændig ækvivalens (i hvert fald på indholdssiden) - eller relativ og uløseligt forbundet til den enkelte kultur hvor denne mening kommer til udtryk, og derfor umuligt at overføre fuldstændig i oversættelse.

Jakob Busck, jakob@all-translators.com